Broskolen
Broskolen
Hansson & Knudsen stod for modernisering og udbygning af Broskolen for Faaborg‑Midtfyn Kommune. Projektet omfattede både en omfattende renovering af den eksisterende skole og opførelsen af to nye bygninger – en skoleudvidelse og en musikskole. Nybyggeriet blev udført som træbyggeri med synlige limtræsrammer, der gav et karakteristisk og ærligt arkitektonisk udtryk. Facaderne blev etableret i skærmtegl med antracitgrå detaljer, og bygningernes markante shedtage sikrede dagslys dybt ind i bygningskroppene. Tagene blev udført som tagkassetter med sedumtag og integrerede solceller.
Skoleudvidelsen kom til at rumme nye klasserum, fællesarealer samt faglokaler til blandt andet billedkunst og håndværk og design. Musikskolen blev opført med to musiksale, tre øverum og tilhørende administration og skulle desuden fungere som lokalt kulturhus. Indvendigt blev bygningerne etableret med træbetonlofter, linoleumsgulve og systemlofter over funktionskerner. Store glaspartier og synlige installationer underbyggede projektets åbne og transparente udtryk. Særligt musikskolen og grovværkstedet blev udført med svømmende gulve, dobbeltvægge og andre akustiske løsninger for at imødekomme de skærpede lydkrav.
Moderniseringen af den eksisterende skole blev gennemført i etaper, så undervisningen kunne fortsætte, og skolen kun skulle undvære fire lokaler ad gangen. Arbejderne omfattede blandt andet etablering af ny administration, nye faglokaler, toiletter, grupperum og fællesarealer. PLC‑bygningen gennemgik en omfattende ombygning med blandt andet ny formidlingstrappe, nye flugtveje og opdaterede installationer. Flere steder blev der skåret åbninger i eksisterende betonelementer og etableret nye adgangsforhold.
Projektet blev udført som hovedentreprise og omfattede en lang række krav til bæredygtighed og dokumentation, herunder DGNB‑Guld‑certificering, materialestyring, affaldshåndtering og løbende kvalitetssikring. Som hovedentreprenør stod Hansson & Knudsen for koordineringen af processen, hensyn til skolens drift og en samlet løsning, hvor nybyggeri og modernisering blev forbundet til en helhedsorienteret og fremtidssikret skole.
Detaljer
Bygherre Faaborg-Midtfyn Kommune
Arkitekt Rum arkitekter
Ingeniør Artelia
Entrepriseform Hovedentreprise
Type Nybyg samt renovering - Skole
Kontraktsum 45 mio. kr.
Udførelse 2023 - 2024
By Årslev
Region Syddanmark